Bragt i Arbejderen, 14. oktober 2016.

Af Thomas Meinert Larsen, lektor og talsperson for Klimabevægelsen.

For de kommuner, som vil investere fossilfrit, har det været en stor barriere, at bankerne ikke ville udbyde fossilfrie investeringspakker.

Efter godt et års kamp er det endeligt lykkedes NGO-netværket AnsvarligFremtid og flere danske kommuner, at få danske banker til at udbyde fossilfrie investeringsprodukter. Det gælder også centrale kapitalforvaltere som Danske Bank, Jyske Bank og Nordea.

For de mange kommuner, som ønsker at investere fossilfrit, har det været en kæmpe barriere, at bankerne ikke ville udbyde fossilfrie investeringspakker. Nu er den barriere endelig væk, og det giver kommunerne mulighed for at tage etiske hensyn til klimaforandringer i deres investeringspolitik. Mange kommuner gør et stort stykke arbejde for at fremme den grønne omstilling lokalt, og det giver god mening, at denne omtanke for jordens klima også afspejles i kommunernes investeringspolitik.

Det er desuden værd, at bemærke, at investeringer i kul og olie er forbundet med stigende økonomiske risici.

Ifølge Danske Banks chefstrateg Frank Øland er den fossile brændselsindustri ” en industri, der ligger og venter på, at der ikke er brug for den længere”.

Også investeringschefen for Jyske Invest, Jens Christian Thellesen oplyser, at han ikke forventer at frasorteringen af investeringer i fossile brændsler i et globalt aktieindeks vil påvirke afkastet. Dette hænger sammen med verdenssamfundets beslutning om, at de globale temperaturer maksimalt må stige to grader.

Ifølge FN’s klimapanel og det Internationale Energiagentur kræver det, at to tredjedele af alle kendte fossile reserver bliver i jorden. Det giver sig selv, at hvis to tredjedele af kendte fossile reserver skal blive i jorden, så er de ikke det samme værd, som de vurderes til, når kommuner og andre i dag investerer i dem.

Det burde være åbenlyst, at borgernes skattepenge ikke skal støtte fossile selskaber, som for eksempel Exxon Mobil, der aktivt modarbejder den grønne omstilling.

Derfor bør organisationer som kommuner, universiteter, fagforeninger og fonde rundt omkring i landet nu udnytte de nye muligheder for klimaansvarlige investeringer.

Allerede nu har kommunerne København, Roskilde, Fredericia, Frederikssund, Fredensborg og Stevns besluttet at investere samtlige midler i investeringsforeninger renset for kul-, olie-og gasselskaber. De vil formentlig blive efterfulgt af en lang række andre danske kommuner og andre, som ligeledes ønsker at vise omverdenen, at fossile brændsler hører fortiden til.

Det burde være åbenlyst, at borgernes skattepenge ikke skal støtte fossile selskaber.