
Forslaget blev vedtaget af 8 ud af 11 generalforsamlinger i danske pensionsselskaber.
I april 2026 afholdt størstedelen af de danske pensionsselskaber generalforsamling.
Det er her, medlemmer kan søge indflydelse, stemme for generalforsamlingsforslag og stille spørgsmål til bestyrelsen.
AnsvarligFremtid aktiverede igen siden Grøn Pension.nu, hvor man nemt kan finde informationer om generalforsamlingerne og afgive fuldmagt i tilfælde af, at der stilles klimaforslag af medlemmerne.
Medlemsforslag fremsat på 11 generalforsamlinger
Offentliggør en strategi for, hvordan I vil bruge jeres politiske indflydelse til at fremme investeringsmuligheder inden for grøn omstilling
I år var AnsvarligFremtid med til at fremsætte et nogenlunde enslydende medlemsforslag på dagsordenen ved en række af generalforsamlingerne. Det gik på, at pensionsselskaberne skal styrke deres grønne interessevaretagelse.
Forslaget blev indsendt, fordi vi i AnsvarligFremtid mener, at danske pensionsselskaber ikke i tilstrækkelig grad går forrest for at fremme ambitiøse tiltag, der styrker grøn omstilling.
Fordi klimaforandringerne fortsat accelererer, og fordi vi har en ny geopolitisk situation, der besværliggør øgede grønne investeringer i et tempo, der matcher Paris-aftalen, mener vi, at er behov for at pensionsselskaberne mere tydeligt bruger deres indflydelse til fordel for en ambitiøs klimapolitik nationalt og globalt.
Forslaget lagde endvidere op til, at pensionsselskaberne bør redegøre for de gennemførte tiltag i den årlige ansvarlighedsrapport.
Forslaget er stærkt inspireret af én af de tre opfordringer i det åbne brev, som 16 danske ungeorganisationer i efteråret 2025 sendte til de 16 største danske pensionsselskaber, og som efterfølgende blev drøftet mellem ungeorganisationer og brancherepræsentanter på et seminar i januar 2026.
Resultat: vedtaget af 8 ud af 11 generalforsamlinger
Forslaget blev i modererede versioner støttet af bestyrelserne og vedtaget af generalforsamlingerne i følgende pensionskasser:
- P+, Pensionskassen for Akademikere
- PKA (Socialrådgivere, socialpædagoger og kontorpersonale)
- ISP Pension
- PKA (Sygeplejersker, lægesekretærer og radiografer)
- PKA (Sundhedsfaglige)
- Pensionskassen Jordbrugsakademikere & Dyrlæger (PJD)
- Pensionskassen Arkitekter & Designere (PAD)
- Lægernes Pension
I AP Pension, Velliv og AkademikerPension blev forslaget nedstemt. Alle tre steder støttede bestyrelsen ikke forslaget.