Det Internationale Energiagenturs (IEA) nye rapport ”The Oil and Gas Industry in Net Zero Transitions” tegner et billede af, hvad olie- og gasselskaber bør gøre for at understøtte en tilstrækkelig hastig omstilling af energisystemet og understøtte Paris-aftalen. Samtidig analyserer den udfordringer og risici, industrien står overfor i takt med at efterspørgslen efter olie og gas vil falde over kommende årtier. IEA skønner at hele 60% af værdien af sektoren kan blive værdiløs ved en hastig grøn omstilling. Rapporten slår desuden fast, at mindst 50 % af selskabernes investeringer skal gå til grønne projekter senest i 2030, hvis de skal betragtes som forenelige med Paris-aftalen.
Her følger en dansk oversættelse af IEA’s centrale konklusioner og anbefalinger i rapporten. Læs hele rapporten her.
Strukturelle ændringer i energisektoren bevæger sig nu hurtigt nok til at kunne sætte et toppunkt for olie- og gasefterspørgslen ved udgangen af dette årti under de nuværende politiske rammer.
Efter dette toppunkt forventes efterspørgslen i øjeblikket dog ikke at falde hurtigt nok til at tilpasse sig Parisaftalen. Men hvis regeringerne lever op til deres energi- og klimaløfter, vil efterspørgslen efter olie og gas være 45 % lavere end det nuværende niveau i 2050, og temperaturstigningen kan begrænses til 1,7 °C. Hvis regeringerne med succes følger en kurs på 1,5 °C, og emissionerne fra den globale energisektor når nettonul i midten af århundredet, vil olie- og gasforbruget falde med 75 % frem til 2050.
IEA-rapporten undersøger, hvad en nettonul omstilling kan betyde for olie- og gas industrien, der i øjeblikket leverer mere end halvdelen af den globale energiforsyning og beskæftiger næsten 12 millioner arbejdere verden over.
Siden 2018 har olie- og gasindustriens årlige overskud i gennemsnit ligget tæt på 3,5 billioner USD. Omkring halvdelen af dette gik til regeringer, mens 40% gik tilbage til nye fossile investeringer, og 10% blev returneret til aktionærerne eller brugt til at betale gæld. Konsekvenserne af omstillingen til netto-nul er langt fra ensartet: Industrien omfatter en bred vifte af aktører, fra små, specialiserede operatører til store nationale olieselskaber (NOC’er). Mens opmærksomheden ofte fokuserer på de store selskabers rolle, som er syv store, internationale spillere, besidder de mindre end 13% af den globale olie- og gasproduktion og reserver. NOC’er tegner sig for mere end halvdelen af den globale produktion og tæt på 60% af verdens olie- og gasreserver.
De fleste olie- og gasselskaber ser energiomstillingen fra sidelinjen. Olie- og gasproducenter tegner sig kun for 1% af de samlede investeringer i ren energi globalt.
Mere end 60% af dette kommer fra kun fire virksomheder ud af tusindvis af producenter af olie og gas rundt om i verden i dag. I øjeblikket er olie- og gasindustrien som helhed en marginal kraft i verdens overgang til et rent energisystem.
Den første opgave er at skære ned på emissionerne fra virksomhedernes drift. Selvom der ikke er nogen enkelt plan for hvordan selskaberne skal forandre sig, er der et element, der kan og bør være i alle virksomheders overgangsstrategier: reduktion af emissioner fra industriens egne operationer.
Som det ser ud nu, produceres mindre end halvdelen af den nuværende globale olie- og gasproduktion af virksomheder, der har et mål om at reducere disse emissioner. Der er behov for en langt bredere koalition med langt mere ambitiøse mål for at opnå meningsfulde reduktioner på tværs af olie- og gasindustrien. Produktion, transport og forarbejdning af olie og gas tegner sig for knap 15 % af de globale energirelaterede drivhusgasemissioner. Emissionsintensiteten for dem, der klarer sig dårligst, er i øjeblikket fem til ti gange højere end for de bedste. Metan tegner sig for halvdelen af de samlede emissioner fra olie- og gasaktiviteter. For at tilpasse sig et scenarie på 1,5 °C skal disse emissioner på tværs af industrien reduceres med mere end 60 % inden 2030 i forhold til det nuværende niveau, og emissionsintensiteten i de globale olie- og gasaktiviteter skal nærme sig nul i begyndelsen af 2040’erne.
Omstillingen vil skade bundlinjen for virksomheder med fokus på olie og gas. Volatiliteten i priserne på fossile brændstoffer betyder, at indtægterne kan svinge fra år til år – men bundlinjen er, at olie og gas bliver en mindre rentabel og mere risikabel forretning, efterhånden som omstillingen til netto-nul accelererer.
Priser og produktion er generelt lavere i en omstilling til netto nul i 2050, og risikoen for strandede aktiver er højere, især i midstream-sektoren. Hvis forventningerne er, at efterspørgsel og priser følger et scenarie baseret på dagens politiske indstillinger, vil det værdiansætte nutidens private olie- og gasselskaber til omkring 6 billioner USD. Hvis alle nationale energi- og klimamål nås, er denne værdi 25 % lavere og 60 %, hvis verden kommer på rette vej til at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C.
Olie- og gasprojekter giver i øjeblikket lidt højere investeringsafkast, men disse afkast er mindre stabile.
Vi estimerer, at afkastet på investeret kapital i olie- og gasindustrien i gennemsnit var omkring 6-9 pct. mellem 2010 og 2022, mens det var 6 pct. for projekter inden for ren energi. Olie- og gasafkastet varierede meget over tid sammenlignet med mere ensartede afkast for rene energiprojekter.
Der er behov for olie- og gasinvesteringer i alle scenarier, men efterspørgselsudviklingen i en verden med 1,5 °C levner ikke plads til nye felter. Der er behov for fortsatte investeringer i olie- og gasforsyningen i alle scenarier, men de 800 mia. USD, som landene i øjeblikket investerer hvert år, er dobbelt så stort som det, der kræves i 2030 for at imødekomme den faldende efterspørgsel i et scenarie med 1,5 °C.
Investeringer i eksisterende og nogle nye felter er nødvendige i en verden, der opfylder nationale energi- og klimaløfter, selv om der samlet set ikke er behov for ny efterforskning. I et scenarie, der rammer de globale nettonul-emissioner i 2050, er faldet i efterspørgslen tilstrækkeligt stejlt til, at der ikke er behov for nye konventionelle olie- og gasprojekter som tager lang til at sætte i produktion. Nogle eksisterende produktionsfelter skal endda lukkes inden. I et 1,5 graders scenarie, vil der i 2040 være mere end 7 millioner tønder olieproduktion om dagen der tages ud af drift, længe inden udgangen af projekternes tekniske levetid.
I forbindelse med omstillingen til nettonul står nye projektplaner over for store kommercielle risici og kan også fastlåse emissioner, der skubber verden ud over tærsklen på 1,5 °C.
Producenterne skal forklare, hvordan ethvert nyt fossilprojekt vil være levedygtigt inden for en global udvikling til nettonul emissioner inden 2050 og være gennemsigtige om, hvordan de planlægger at undgå at skubbe dette mål uden for rækkevidde.
Ikke alle producenter kan være dem der producerer den sidste dråbe olie. Mange producenter siger, at de vil være dem, der fortsætter med at producere gennem omstillingen og videre frem. De kan ikke alle have ret.
Olie- og gasproduktionen reduceres kraftigt i en nettonul omstilling, men forsvinder ikke. Selv i et scenarie med 1,5 °C produceres der ca. 24 mio. tønder olie om dagen i 2050 (tre fjerdedele anvendes i sektorer, hvor olien ikke forbrændes, navnlig i petrokemikalier) samt ca. 920 mia. kubikmeter naturgas, hvoraf ca. halvdelen anvendes til brintproduktion.
Fordelingen af den fremtidige fossil-produktion mellem producenterne vil afhænge af, hvor stor vægt der lægges på at sænke omkostningerne, sikre diversificering af udbuddet, reducere emissionerne og fremme økonomisk udvikling.
Markedskræfterne favoriserer naturligvis den billigste produktion, men det fører til en høj koncentration i udbuddet blandt nutidens største ressourceindehavere, især i Mellemøsten. Prioritering af de mindst emissionsintensive kilder fremmer fremskridt hen imod klimamålene, men dette favoriserer ofte lavprisproducenter, så udbuddet bliver stadig mere koncentreret. Det er meget bedre for omstillingen, hvis alle producenter træffer målrettede foranstaltninger for at reducere deres emissioner. Hvis produktionen fra lavindkomstproducenter favoriseres, vil disse projekter måske i sidste ende ikke være særlig rentable på et velforsynet marked. Og hvis lande foretrækker indenlandsk produceret olie og gas som en måde at understøtte energisikkerheden på, reducerer de afhængigheden af andre, men risikerer at finde sig selv med relativt dyre projekter i en lavprisverden.
Olie- og gasindustrien er godt placeret til at opskalere nogle afgørende teknologier til omstillingen til netto-nul. Omkring 30 % af den energi, der forbruges i et nettonulenergisystem i 2050, kommer fra lavemissionsbrændstoffer og teknologier, der kan drage fordel af olie- og gasindustriens færdigheder og ressourcer.
Disse omfatter brint og brintbaserede brændstoffer, kulstofopsamling, -udnyttelse og -lagring (CCUS), havvind, flydende biobrændstoffer, biometan og geotermisk energi. Olie- og gasselskaber er allerede partnere i en stor del af de planlagte brintprojekter, der anvender CCUS og elektrolyse. Olie- og gasindustrien er involveret i 90% af den CCUS-kapacitet der er i drift rundt om i verden. CCUS og direkte CO2-opsamling fra luften er vigtige teknologier til opnåelse af nettonul emissioner, navnlig til håndtering eller udligning af emissioner i sektorer, der er vanskelige at reducere. I øjeblikket er kun ca. 2 % af den havvindkapacitet, der er i drift, udviklet af olie- og gasselskaber. Planerne udvides imidlertid, og teknologigrænsen for havvind – herunder flydende vindmøller på dybere vand – bringer denne sektor tættere på områder hvor olie- og gasselskabers har relevante kompetencer. Derudover giver industriens færdigheder og infrastruktur, herunder eksisterende detailnetværk og raffinaderier, branchen fordele inden for områder som opladning af elektriske køretøjer og genanvendelse af plast.
Men det kræver en trinvis ændring i industriens fordeling af investeringer. Virksomheder, der har annonceret et mål om at diversificere deres aktiviteter til ren energi, tegner sig for knap en femtedel af den nuværende olie- og gasproduktion.
Olie- og gasindustrien investerede omkring 20 mia. USD i ren energi i 2022, altså ca. 2,7 pct. af de samlede investeringer (ca. 700 Mia USD) til den grønne energisektor. I denne rapport tilbyder vi en ny ramme for vurdering af olie- og gasselskabernes strategier, og i hvilket omfang de yder et meningsfuldt bidrag til omstillingen.
For producenter, der vælger at diversificere og ønsker at tilpasse sig målene i Parisaftalen, tyder vores bottom-up-analyse af pengestrømme i et 1,5 °C-scenarie på, at det er en rimelig ambition, at 50 % af kapitaludgifterne skal gå til projekter for ren energi inden 2030 ud over de investeringer, der er nødvendige for at reducere scope 1- og 2-emissionerne (se illustration i figure 3.19 herunder).
Ikke alle olie- og gasselskaber skal diversificere til ren energi, men alternativet er at afvikle deres eksisterende fossile forretning over tid.
Nogle virksomheder kan mene, at de specialiserer sig inden for olie og naturgas og beslutter derfor, i stedet for at risikere at tabe penge på ukendte forretningsområder, at andre virksomheder er bedre placeret til at allokere kapital til grønne energiformer. Men en tilpasning af selskabernes strategier til nettonul omstillingen vil kræve, at de nedskalerer olie- og gasaktiviteter, samtidig med at de investerer i emissionsreduktioner indenfor scope 1 og 2.
To faldgruber i diskussionen om fremtiden for olie og gas:
En produktiv debat om olie- og gasindustrien i omstillingen skal undgå to almindelige misforståelser. Den første er, at energi-transitionen kun kan styres af ændringer i efterspørgslen.
“Når energiverdenen ændrer sig, vil vi også” er ikke et tilstrækkeligt svar fra den fossile sektor på de enorme udfordringer, der er foran os. Et ubalanceret fokus på at reducere udbuddet er lige så uproduktivt, da det medfører en øget risiko for prisstigninger og markedsvolatilitet. I praksis bør ingen, der er forpligtet til forandring, vente på, at en anden flytter først. Succesfulde, velordnede overgange er samarbejdende, hvor leverandører arbejder sammen med forbrugere og regeringer om at udvide nye markeder for lavemissionsprodukter og -tjenester.
Den anden faldgrube er overdrevne forventninger til og afhængighed af CCUS.
Kulstofopsamling, -udnyttelse og -lagring er en vigtig teknologi til opnåelse af nettonul emissioner i visse sektorer og under visse omstændigheder, men det er ikke en måde at bevare status quo på. Hvis olie- og naturgasforbruget skulle udvikle sig som forventet under de nuværende politiske rammer, ville det kræve utænkelige 32 mia. ton kulstof, der opsamles med henblik på udnyttelse eller lagring inden 2050, herunder 23 mia. ton via direkte CO2-opsamling fra luften, for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C. De nødvendige teknologier til kulstofopsamling vil kræve 26 000 terawatttimer elproduktion for at fungere i 2050, hvilket er mere end den globale efterspørgsel efter elektricitet i 2022. Og det ville kræve over svimlende 3,5 billioner USD i årlige investeringer hele vejen fra i dag til midten af århundredet, hvilket er et beløb svarende til hele branchens årlige gennemsnitlige omsætning i de seneste år.
Fossil-producerende lande står over for en stor usikkerhed, men deres energifordele går ikke tabt i omstillingen. Lande, der er stærkt afhængige af olie- og gasindtægter, står over for nogle store pres og barske valg i energiomstillingen.
Disse valg er ikke nye, men udsigten til faldende efterspørgsel efter olie og gas tilføjer en tidslinje og en frist for at beslutte en proces med økonomisk diversificering. Omstillingen skaber stærke incitamenter til at fremskynde forandringshastigheden, samtidig med at de dræner en indtægtskilde, der kan finansiere den. Sammenlignet med det årlige gennemsnit mellem 2010 og 2022 er nettoindkomsten pr. indbygger fra olie og naturgas blandt producentøkonomierne 60 pct. lavere i 2030 i et scenarie med 1,5 °C. Nye producenter, der kommer ind på markedet, står over for yderligere udfordringer, da de måske overvurderer den dusør, der kan ligge forude, og undervurderer farerne. Mange fossil-producenter er også stærkt udsatte for risici som følge af et klima i forandring, som kan forstyrre energiforsyningssikkerheden yderligere.
Udfordringerne er enorme, men der er brug for nettonul-energistrategier for såvel lande som for nationale olieselskaber.
Dagens fossil-producerende lande bevarer energifordelene, selv når verden bevæger sig væk fra fossile brændstoffer. I de fleste tilfælde har nutidens største producenter af billige kulbrinter også ekspertise og rigelige, underudnyttede vedvarende energikilder, der kan forankre deres position i værdikæderne for ren energi og lavemissionsindustrier. Reduktion af emissioner fra traditionelle forsyningskæder, herunder emissioner i forbrugsleddet; at sætte nationale energisystemer på en grønnere kurs ved at udfase ineffektive subsidier og fremme udbredelsen af ren energi og udvikling af lavemissionsprodukter og -tjenester er vejen frem.
Vil olie- og gasindustrien være en del af løsningen?
Vores scenarier skitserer, hvordan overgangen til Net Zero i 2050 kan opnås, men udgangsforventningen bør være at det bliver en ustabil og ujævn tur.
Faldende efterspørgsel i markedet er vanskelig at planlægge for, og potentialet for forstyrrelser kommer også fra geopolitiske spændinger og øgede forekomster af ekstremt vejr. Regeringerne skal være opmærksomme på trusler der påvirker priser og forsyningssikkerhed. Konsekvenserne af eventuelle fysiske afbrydelser af forsyningen mærkes stærkest i vækst- og udviklingsøkonomierne i Asien, hvis andel af den globale import af råolie stiger fra 40 % i dag til 60 % i 2050 i et scenarie, der opfylder de nationale energi- og klimamål. På udbudssiden, selv når den samlede efterspørgsel falder, spiller Mellemøsten en overdimensioneret rolle på de globale markeder som lavprisproducent af både olie og gas.
Dialog på tværs af alle dele af olie- og gasværdikæderne er fortsat afgørende for at sikre et velordnet skifte væk fra fossile brændstoffer – og for at sikre, at nutidens producenter har en meningsfuld interesse i at etablere en økonomi baseret på ren energi.
Industrien skal ændre sig, men denne dialog har også brug for klare signaler fra forbrugerne om retningen og hastigheden af rejsen for at vejlede investeringsbeslutninger, tildele ekstra værdi til olie og gas med lavere emissionsintensiteter, udvikle markeder for lavemissionsbrændstoffer og samarbejde om teknologisk innovation. Energiomstillinger kan ske uden olie- og gasindustriens deltagelse, men rejsen til nettonul vil være dyrere og vanskeligere at navigere, hvis den fossile sektor ikke er med ombord.