Som Danmarks største pensionsselskab, og med meget store investeringer i verdens største fossile selskaber, så følger der et særligt ansvar for at PFAs investeringer understøtter Paris-aftalen, både i ord og i handling.
Som beskrevet herunder, så mener vi at PFA svigter dette ansvar med sin støtte til TotalsEnergies fortsatte fokus på nye fossile projekter, og derfor bakker AnsvarligFremtid op om den demonstration der finder sted lørdag 27 maj foran PFAs hovedkontor i København under overskriften ”Nej til en fossilafhængig fremtid: Pengene ud af pipelinen” (1).
Vi opfordrer PFA til at lytte til kritikken og leve op til sit klimaansvar for sine investeringer
Danmarks største pensionsselskab PFA fører en uansvarlig slingrekurs når det drejer sig om at understøtte Paris-aftalen.
Trods PFAs klare løfter om at støtte Paris-aftalen, så har PFA investeret adskillige milliarder i fossile selskaber, herunder 1,9 milliarder kroner i det franske olieselskab TotalEnergies. Investeringerne sker, til trods for at selskaberne fortsætter med at etablere nye fossile projekter, hvilket er i direkte strid med anbefalingerne fra Det Internationale Energiagentur (IEA) og rapporter fra FNs klimapanel (IPCC).
PFA hævder ganske vist, at man via sine investeringer kan presse selskaberne i en grønnere retning, men når man ser på PFAs aktive ejerskab overfor selskaber som TotalEnergies, så er det svært at se et reelt pres.
PFAs svigtende aktive ejerskab
Det manglende pres kan blandt andet ses på hvordan PFA stemmer på de klimaforslag der er til behandling på TotalEnergies generalforsamling fredag den 26. Maj 2023 (2).
På TotalEnergies generalforsamling skal selskabets aktionærer tage stilling til 2 klimaforslag;
● Godkendelse af TotalEnergies egen fremlagte klimastrategi 2023 (Say on Climate, dagsordenspunkt 14, fremsat af selskabet selv)
● Aktionærforslag om at TotalEnergies skal sikre overensstemmelse mellem selskabets scope 3 udledninger i 2030, og Parisaftalens 1,5°graders mål (Forslag A).
Mens en lang række forskere i et fælles opråb anbefaler investorer at stemme IMOD selskabets klimastrategi og FOR aktionærforslaget (3), så har PFA ifølge en artikel i JP Finans (4) annonceret at man agter at stemme FOR begge forslag.
En stemme FOR TotalEnergies klimastrategi er uforeneligt med Paris-aftalen.
Analyser af TotalEnergies klimastrategi viser, at selskabet i 2030 fortsat kun vil have sølle 33% af alle nye investeringer placeret i grøn energi, mens størsteparten af investeringerne altså fortsat vil gå til udvinding af fossil energi. Så når vi når frem til 2030, så vil det stadigvæk være 14% af selskabets energiproduktion der er grøn, mens resten (86%) er baseret på fossil energi. Det er mildest talt ikke opskriften på en forretningsmodel der accelererer den grønne omstilling og understøtter Paris-aftalen (5).
Og TotalEnergies skriver endda sort på hvidt i deres bæredygtighedsrapport under overskriften ”Why continue to invest in Oil?”, at selskabet planlægger en forretningsmodel som flugter med en global opvarmning på 1,7 grader (6).
Problemerne stopper imidlertid ikke her. Ét af TotalEnergies største nye planlagte fossile projekter er den såkaldte ”EACOP” (East Africa Crude Oil Pipeline Project), en kæmpe olierørledning på hele 1445 km til at transportere olie produceret fra oliefelter omkring Uganda’s Lake Albert i Uganda, og frem til havneområdet i byen Tanga i Tanzania. Derfra skal olien afsættes til verdensmarkedet. Projektet truer med at fordrive tusindvis af familier og landmænd fra deres jord. Det udgør betydelige risici for vandressourcer og vådområder i både Uganda og Tanzania – herunder Lake Victoria-bassinet, som over 40 millioner mennesker er afhængige af til drikkevand og fødevareproduktion. Rørledningen vil lede til forstyrrelse af adskillige følsomme hotspots for biodiversitet og risikere i væsentlig grad at forringe flere naturreservater, der er afgørende for bevarelsen af bl.a. truede elefant-, løve- og chimpansearter (7).
Det er altså med fuldt åbne øjne, at PFA giver sin opbakning til en forretningsmodel som hævet over enhver tvivl, er i direkte konflikt med både Paris-aftalen, menneskerettigheder og naturbevarelse.
Klimakrisen fordrer brug af krisestyringsværktøjer. De fossile selskaber må gives et ultimatum
Der er nu snart gået 8 år siden indgåelsen af Paris-aftalen, og TotalEnergies forretningsmodel er fortsat baseret på en fossil tankegang, mens den grønne omstilling stadig er i sneglefart. Dette fremgår klart af den dybdegående analyse af TotalEnergies klimastrategi, udført af den franske NGO Reclaim Finance (8). Det må være klart for enhver, selv for PFA, at fossile selskaber som TotalEnergies har vist sig uegnede til at bidrage tilstrækkeligt til den grønne omstilling. Tålmodigheden med selskaber som PFA må ophøre nu.
PFA må give TotalEnergies et ultimatum om at vælge én af 2 mulige strategier:
● En strategi hvor der sættes et fuldt stop på investeringer i nye fossile projekter. Selskabets eventuelle overskud skal alene gå til at drifte selskabets eksisterende fossile projekter som løbende udfases, og eventuelle øvrige overskud udbetales til aktionærerne, eller:
● En strategi, hvor hele over selskabets overskud over tid kanaliseres målrettet over i en markant acceleration af selskabets grønne omstilling. Samtidig skal den resterende del af overskuddet gå til vedligehold af det gradvist reducerede fossile produktionsapparat. Også i denne strategi forudsættes et fuldt stop for nye fossile projekter.
Kilder:
(1) Nej til en fossilafhængig fremtid: Pengene ud af pipelinen 💰⛔️🛢️ #StopEACOP Demonstration
https://www.facebook.com/events/780363173394290/
(2) TotalEnergies indkaldelse til generalforsamling 26. maj 2023
https://totalenergies.com/sites/g/files/nytnzq121/files/documents/2023-05/AG_2023_Brochure_avis_convocation_gb.pdf
(3) We call on TotalEnergies shareholders to vote against the firm’s climate strategy (Le Monde, 7 maj 2023)
https://www.lemonde.fr/en/opinion/article/2023/05/07/we-call-on-totalenergies-shareholders-to-vote-against-the-firm-s-climate-strategy_6025797_23.html
(4) Dyb forundring: PFA har fordoblet indsatsen i udskældt oliekæmpe (JP Finans, 22 maj 2023)
https://finans.dk/impact/ECE15855586/dyb-forundring-pfa-har-fordoblet-indsatsen-i-udskaeldt-oliekaempe/
(5) “ASSESSMENT OF OIL AND GAS COMPANIES’ CLIMATE STRATEGY” (Reclaim Finance, April 2023)
https://reclaimfinance.org/site/en/assessment-of-oil-and-gas-companies-climate-strategy/#tab-f56e3c1c1f4ddcce528
(6) TotalEnergies publishes its Sustainability & Climate 2023 Progress Report (TotalEnergies, Marts 2023)
https://totalenergies.com/news/totalenergies-publishes-its-sustainability-climate-2023-progress-report
(7) Why Stop EACOP?
https://www.stopeacop.net/why-stop-eacop
(8) ASSESSMENT OF TOTALENERGIES’ CLIMATE STRATEGY (Reclaim Finance, April 2023)
https://reclaimfinance.org/site/wp-content/uploads/2023/04/20230413-briefing-climate-strategy-assessment-totalenergies.pdf