(For English version, click here).
Mandag d. 5. maj 2025 stod AnsvarligFremtid bag konferencen ”Klimarisici i den finansielle sektor” på Christiansborg.
Formålet med konferencen var at blive klogere på, om finansverdenen er tilstrækkeligt opmærksomme på de langsigtede risici, som klimaforandringerne udgør for deres forretninger.
Konferencens vært var Sigurd Agersnap (SF), og moderator var Lotte Folke Kaarsholm, opinionsredaktør på Dagbladet Politiken.
Se eller gense hele konferencen og læs et kort resumé af både oplæg og paneldebat herunder.
|
Fysiske Tipping Points – oplæg v. Susanne Ditlevsen (professor, KU)
Det første oplæg blev leveret af professor Susanne Ditlevsen (Københavns Universitet), som redegjorde for den lange række af klimatiske tipping points som man har identificeret, f.eks. afsmeltningen af Grønlands indlandsis og den Antarktiske iskappe, kollaps af regnskoven i Amazons samt ændring af havstrømmene i Atlanterhavet, herunder især AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation).
Susanne fastslog, at hvis disse tipping points blev udløst, så ville det få endog meget katastrofale effekter, især fordi flere af disse tipping points i sig selv kunne medvirke til at udløse andre tipping points. Selvom der endnu er usikkerhed om hvornår og i hvilket omfang disse tipping points udløses, så vil det være ekstremt værdifuldt, hvis man i god tid kan forudse dem, enten for at styrke indsatsen for at undgå, at de indtræffer, eller alternativt for bedre at forberede sig på konsekvenserne af dem.
Hun forklarede ydermere, at forskerne har udviklet analyse-værktøjer, så de nu bedre er i stand til at måle om de forskellige klimasystemer er begyndt at opføre sig anderledes end tidligere, f.eks. ved at måle på variationen i havstrømmene. Konkret i forhold til AMOC, så fremhævede hun, at hendes egne studier (1), men også andre forskere peger på, at det er meget sandsynligt at AMOC vil kollapse allerede inden udgangen af dette århundrede.
Slutteligt anbefalede hun dog, at uanset hvad, så burde man ud fra et forsigtighedsprincip sætte hastigt ind på at reducere de globale udledninger for på den måde at mindske chancen for at udløse katastrofale tipping points.
||
Economic Tipping Points – oplæg v. Thierry Philipponnat (Chief Economist, Finance Watch)
Det andet oplæg blev leveret af Thierry Philipponnat, cheføkonom i Finance Watch.
Thierry redegjorde for, hvordan klimaforandringerne adskiller sig meget væsentligt fra andre typer af finansielle risici og finansielle katastrofer, som den finansielle sektor tidligere har været udsat for, og som man har erfaring med, og som vi i alle tilfælde altid har overvundet, også selvom de i en kort periode har ramt den globale økonomi meget hårdt. Men mens de fleste andre risici som renteudsving, pandemier, handelskriser, energikriser og lignende (kun) har en vis sandsynlighed for at ramme os, så ved vi med 100% sikkerhed at klimaforandringerne kommer til at påvirke os, og at konsekvenserne af 3-graders temperaturstigning vil påvirke os meget voldsomt.
Vi ved desuden at klimarisici kun vil accelerere og dermed stige kraftigt i styrke, at klimarisici ikke går væk fordi de i udgangspunktet er irreversible, og at de med stor sandsynlighed kan være decideret ødelæggende for lande, regioner og endog hele den globale samfundsøkonomi.
Thierry fortalte, at netværket af grønne centralbanker (NGFS), som i dag er den mest toneangivende og respekterede aktør på dette område, med deres klimarisiko-model-arbejde over den seneste årrække har bidraget til en langt bedre forståelse af de langsigtede klimarisici. Men selvom NGFSs arbejde har været essentielt, så er deres analyser desværre stadig utilstrækkelige og undervurderer markant den reelle risiko, og ved et nærmere kritisk blik, så er deres konklusioner reelt utroværdige og usandsynlige, sådan som det er beskrevet af Finance Watch (2).
Som erfaren økonom, så anerkender Thierry, at de økonomiske klimarisiko-modeller bestemt langt fra er en eksakt videnskab, og at den optimale model næppe findes. Men uanset hvor svært det er at udarbejde retvisende modeller, så bør vi tilstræbe at udvikle nogle modeller som er bedre og mere realistiske. Men det er et problem, at NGFS og de fleste andre økonomer, centralbanker osv. udelukkende baserer sig på modeller med meget en konservativ (kvadratisk) modellering, hvilket giver urealistisk små skadesestimater. Sådanne modeller er decideret uegnede til at regne på klimarelaterede risici som har potentialet til at udvise en accelererende udvikling.
Konkret betyder det, at hvor NGFS regner sig frem til at 3-graders global opvarmning (det såkaldte ”Hot House Scenario”) vil medføre et økonomisk tab på 3% (hvilket betragtes som negligibelt), så vil man med andre og formodentligt mere realistiske modeller opnå langt større økonomiske tab (35% med logistisk model, og 48% med en eksponentiel model). Og NGFS indregner endda ikke skadeseffekterne fra de globale havvandsstigninger eller fra sociale konsekvenser som masse migration, hvilket IPCC fortæller os vil påvirke hele 4 milliarder mennesker ved en temperaturstigning på 3 grader, fordi en stor del af kloden vil blive ubeboelig.
Klimaforandringerne har desuden en helt tydelig konsekvens for risikoen for strandede aktiver ved nutidens massive investeringer i fossil energi. Hele 75% af de kendte reserver (”proven reserves”) af kul, olie og gas skal forblive i jorden, hvis verden skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Alene de største bankers investeringer i den fossile sektor svarer til det samme beløb som blev tabt under den finansielle krise (subprime-krise) i 2008. Denne potentielle ”investeringsboble” udgør en selvstændig stor risiko.
Ifølge Thierry, så er der desværre en tilbageholdenhed blandt embedsmænd rundt omkring i de europæiske centralbanker og finanstilsyn. Man tør simpelthen ikke gå offentligt ud og fortælle sandheden om de langsigtede økonomiske konsekvenser fra klimaforandringerne. Konsekvensen er, at politikerne ikke handler på et oplyst grundlag, og derfor udlader at øge klimahandling. Men den type selvcensur hos embedsmændene bliver vi nødt til at gøre op med, og tilsynsmyndighederne skal, til forskel fra nu, tage udgangspunkt i videnskabeligt realistiske modeller og håndhæve tilsynet herefter, hvis vi skal lykkes med at få politikerne til at give klimakrisen den opmærksomhed som det kræver, for at beskytte den finansielle sektor og vores samfund.
|||
Myndighedernes rolle i håndteringen af finansielle klimarisici – oplæg v. Carsten Brogaard (Vicedirektør, Finanstilsynet)
Det tredje oplæg fra Carsten Brogaard, Vicedirektør i Finanstilsynet, redegjorde for, hvordan Finanstilsynets overordnede ansvar er, at sikre at den danske finansielle sektor er robust og ordentlig.
Carsten slog fast, at tilsynet i dag ikke har et egentligt mandat til at sikre målopfyldelse indenfor klima eller biodiversitet, med at tilsynets rolle med at sikre robusthed og tillid til det finansielle system indirekte støtter de politisk mål for samfundsudviklingen, herunder klimamål. Carsten fortalte dertil kort om tilsynets rolle i at udføre bæredygtighedstilsynet (ESG-tilsynet), og her sikre at finansielle aktører anvender retvisende og konkrete bæredygtighedsoplysninger, at de har en tilstrækkelig ESG-integration i risikostyringen, og at de leverer produkter, der passer til kundens ESG-præferencer.
Carsten redegjorde herefter om, hvordan de finansielle risici som følge af klimaforandringer (klimarisici) opdeles i fysiske risici (fx oversvømmelser, hedebølger, tørke, ildebrande og storme) og at disse risici kan materialisere sig ved større skadesudgifter, ødelæggelse af værdikæder og forretningsmodeller, værditab på aktiver og måske ændringer i aktivernes levetider. Den anden kategori er de såkaldte transitionsrisici, altså hvordan overgangen til en mere CO2-neutral økonomi, fx fremtvunget ved ny regulering og andre politiske tiltag, ændret forbrugeradfærd og teknologiske fremskridt kan materialisere sig via værditab på aktiver.
Finanstilsynet har som rolle at håndhæve en række regulatoriske krav vedrørende klimarisici overfor forsikring, pension og banker. Vi har i Europa oplevet stigende krav under den såkaldte Solvens II forordning, hvilket betyder at de finansielle aktører i stigende grad skal forholde sig til klimarisici i deres investeringer og risikostyring samt vurdering af egen risiko og solvens, herunder ved at gennemføre analyser baseret på to langsigtede klimascenarier. Alle større finansielle virksomheder skal desuden have specifikke omstillingsplaner med kvantificerbare mål og processer til at overvåge og imødegå de finansielle klimarisici, også på lang sigt.
Carsten redegjorde herefter for finanstilsynets erfaringer fra et indledende projekt om klima-stresstest af udvalgte danske kreditinstitutter og forsikringsselskaber, erfaringer som blev offentliggjort i sommeren 2024 (3). Erfaringerne viste, at der er stor forskel på tilgangen til at modellere effekten af omstillingsrisici, mens tilgangen til oversvømmelsesrisici for ejendomme ser ud til at være relativt ensartet, til dels fordi vi i Danmark har en tæt og løbende dialog med DMI omkring datagrundlaget. Det var tydeligt, at datagrundlaget for udførelsen af klimastresstest stadig er under opbygning. En del bygger på beregnede fremfor observerede data, hvilket tyder på, at der er behov for, at virksomhederne gør sig bekendt med usikkerhedsgraden bag de benyttede datapunkter. Carsten Brogaard anerkendte, at ”JA, det er et piv-svært område”, men at det ikke er en undskyldning for at undlade at lave rapporteringen, og at virksomhederne skal starte med at lave rapporteringen så godt som de kan og følge udviklingen på området i forventning om, at der etableres en konsensus om brug af modeller og analyser. Carsten betonede at både myndigheder og den finansielle sektor er i en (stejl) læringsfase i forhold til at etablere fælles standard for god risiko-rapportering og tilhørende klima-handleplaner. Tilsynet er således endnu ikke i stand til at sætte bestemte krav til at analyserne og rapporteringen skal udarbejdes på én bestemt måde. Det er derfor stadig for tidligt for det danske finanstilsyn at give mere klare instrukser om implementeringen af tiltag for at kvalificere og kvantificere konsekvensen af forskellige klimarisici.
Carsten redegjorde dernæst for tilsynets erfaringer med de såkaldte ORSA-rapporter som tilsynet har fulgt over en årrække. Tilsynet offentliggjorde i September 2024 sine foreløbige erfaringer i notatet Opinion og vejledning om behandling af klimarisici i ORSA-rapport (4). Tilsynet konkluderede her, at trods løbende forbedringer i rapporteringer fra tværgående pensionskasser, livsforsikrings- og skadesforsikringsselskaber, så er det et stort problem, at hele 66 pct. ikke følger EIOPA’s vejledning på området. Fra 2027 bliver denne rapportering et lovkrav. Der er et særligt fokus på skadesforsikringsbranchen, som hidtil har haft relativt kortsigtede betragtninger om klimaforandringernes betydning, mens der synes at være et behov for at se om forretningsmodellen grundlæggende er bæredygtig over den lange horisont.
Carsten benyttede lejligheden til at redegøre for lovgivningen vedrørende prudent person princippet, herunder hensynet til at maksimere afkastet, og han opsummerede hvordan offentligheden kan få indsigt i virksomhedernes rapportering om klimarisici, herunder i form af informationer i Årsrapporter (CSRD), rapportering i henhold til SFDR-rapporteringskrav og i den såkaldte SFCR-rapportering som fra januar 2027 også skal omfatte klimascenarie-analyser.
Carsten sluttede af med at replicere på den stigende bekymring for om forsikringsbranchen er rustet til fremtidens klimaforandringer. Med baggrund i en nylig EIOPA rapport der kiggede på det såkaldte ”Protection Gap”, så var den umiddelbare konklusion at Danmark ligger i den bedre ende, hvor kun en lille del af værdien af vores samfund ikke er forsikret. I et fremtidsscenarie hvor skadesudbetalingerne knyttet til klimaforandringer stiger, så vil det være naturligt at forsikringsselskaberne sætter deres priser op.
I forhold til forsikringer som allerede i dag ikke er rentable som forretningsområde for kommercielle forsikringsselskaber (fx Stormflodsordningen, nu kaldet Naturskaderådet), så er det i det politiske rum at der skal tages stilling til om der er behov for yderligere tiltag her.
||||
Paneldebat: Hvordan beskytter vi vores værdier imod klimarisici?
I den afsluttende paneldebat anerkendte både Tom Vile (Forsikring & Pension, F&P) og Niels Madsen (Danske Bank), at der er langsigtede klimarisici, og at selvom finanssektoren i dag ikke er gode nok til at indregne risici i de langsigtede investeringer fordi modellerne er mangelfulde, så bør det ikke føre til handlingslammelse. Selv hvis der også fremover er stor usikkerhed omkring modellerne og deres brug fx til den langsigtede solvensrapportering, så bør man turde at lade sig guide af uperfekte værktøjer.
Danske Bank har selv gennemført langsigtede klima-stress-test, og vurderingen er, at banken er rustet til at håndtere selv en meget hård økonomisk krise der er afstedkommet af klimaforandringerne. Danske Banks umiddelbare hovedfokus er dog i dag at analysere de risici der er forbundet med konkrete kunder og brancher som følge af ny klimapolitisk regulering (Grøn 3-part, Bygningsdirektiv og CO2-afgift), således at de kan rådgive deres kunder og tilbyde dem de rigtige løsninger til at understøtte virksomhedernes grønne omstilling. Tom Vile fremhævede at forsikrings- og pensionsbranchen også selv har taget initiativer til at risiko-mitigere, og særligt branchens ”Grønne investeringstilsagn” og ”bidrag til debatten om stormflodsbeskyttelse” er væsentlige bidrag i den retning. Tom Vile fremhævede desuden at vi som samfund har en forpligtelse til at gøre de grønne løsninger til en god forretning, og at F&P og finansbranchen meget gerne vil bidrage til politiske løsninger til at komme derhen.
Christina Olumeko (Å) udtrykte stor bekymring om de langsigtede klimarisici, og hun følte sig på ingen måde betrygget om, at hverken de finansielle aktører eller politikerne ”har styr på de langsigtede klimarisici”. Hun ytrede stor bekymring for at vi ender i et økonomisk kollaps som bliver langt værre end finanskrisen. Og til trods for at der gøres store anstrengelser i at udvikle endnu bedre risiko-modeller, så mente hun ikke at det vil være muligt at modellere samtlige af de reelle effekter der kan opstå fra klimatiske tipping points, og at man politisk bliver nødt til at være på forkant og styrke den klimapolitiske regulering, fx ved at stoppe for olie/gas-efterforskningstilladelser og stoppe finansiering til fossil ekspansion, men også, ved lov, at sætte klimakrav som et obligatorisk element i kravene til fiduciary duty.
Mette Reissmann (S) anerkendte behovet for politisk regulering, men henstillede til, at man herhjemme også gav den allerede vedtagne politiske regulering tid til at virke. Hun understregede desuden vigtigheden af at sikre at reguleringen ikke indsættes så hårdt og så hurtigt at det får alvorlige sociale konsekvenser, øger uligheden og udfordrer vores mål om en fair og social retfærdighed. Hun fastslog desuden, at vi grundlæggende har tilstrækkelig viden om problemets omfang, og at det egentlige ansvar og problem ligger hos politikerne. Hun fastslog dog, at problemet primært skal løses på EU-niveau, men at vi i Danmark bør gå forrest i at udvikle løsninger som samtidig kan styrke den danske konkurrenceevne.
Sigurd Agersnap (SF) mente at vores nuværende politik (og manglende ansvarspåtagelse) i høj grad risikerer at efterlade en kæmpe regning i børneværelset. Og det er bekymrende at man i EU og i Danmark aktuelt svækker de grønne ambitioner ved at lempe på kravene til virksomhedernes arbejde med bæredygtig omstilling og klimarapportering (CSRD).
I den efterfølgende debat med spørgsmål fra tilhørerne, så blev der lagt meget fokus på den stigende risiko for oversvømmelser i Danmark. Én tilhører opfordrede til at bruge den meget detaljerede kortlægning af Danmark i forbindelse med grøn treparts-forhandlingerne til OGSÅ at identificere områder som skal sikres i forhold til de kommende oversvømmelser fra stormflod eller stigende regnmængder. Alle 3 politikere og F&P lagde klart op til, at der forestår en vigtig samfundsdebat om, hvordan vi som samfund skal eller ikke skal sætte grænser for hvor der må bygges i områder der er udsat for store fysiske klimarisici. Fra flere sider blev det fremhævet, at det er et stort problem at mange kommuner fortsætter med at etablere nybyggeri (eller genetablere byggeri) i høj-risiko-områder, og at man i Folketinget må tage et fælles ansvar for at skærpe kravene til hvor stor risikovillighed kommunerne må være, når de udvikler lokalplaner mv.
Tak til alle oplægsholdere og paneldeltagere, til KR Foundation for støtte til konferencen – og ikke mindst tak til alle, der kom og lyttede og deltog i debatten.
Udvalgte kilder
1) Susanne & Peter Ditlevsen, “Warning of a forthcoming collapse of the Atlantic meridional overturning circulation” | Nature
2) Greg Ford, “Bridging the gaps in climate scenarios” | Finance Watch
3) Erfaringsopsamling om klimastress i finansielle virksomheder | Finanstilsynet
4) Forsikringsvirksomhedernes behandling af klimarisici i ORSA-rapporten | Finanstilsynet