Jeg opfordrer mit pensionsselskab til øjeblikkeligt at stoppe yderligere investeringer i kul-, gas- og olieselskaber, og inden 31. december 2018 at have afhændet al ejerskab af – samt fonde der inkluderer – aktier og obligationer i kul-, gas- og olieselskaber.
Det er min opfattelse, at dette ikke bare vil være en fornuftig beslutning i forhold til et økonomisk perspektiv og en ansvarlig varetagelse af min pensionsopsparing, men også for min og min families fremtidige velfærd, da jeg ønsker at kunne gå på pension i en verden der ikke til den tid er hærget af klima-kaos.
Eksperter er enige om at menneskeskabt global opvarmning forårsaget af afbrænding af kul, gas, og olie vil fortsætte med at accelerere og intensivere tragiske klimakatastrofer. Den videnskabelige koncensus er tydelig og overvældende; det er ikke sikkert at afbrænde selv blot halvdelen af de allerede eksisterende reserver af kul, gas og olie uden at opvarme kloden katastrofalt.
Den uundgåelige overgang til en kulstoffattig økonomi vil hurtigt ødelægge værdien af mange af de investeringer i kul-, gas- og olieselskaber, som mit pensionsselskab holder på mine vegne. Det er på ingen måde betryggende at vide, at min pensionsopsparing er sat i firmaer, som både er risikable papirer og ødelæggende for klimaet, da dette i begge henseender er at gamble med min fremtid.