Bragt i djøfbladet, 14. marts 2014.
Af Jens Hørby Jørgensen.
JØP har investeret 279,4 mio (ultimo 2012) i kul-, olie-og gasvirksomheder. I BP, Shell, Gazprom, Total, Statoil, ConocoPhilips og 51 andre fossile virksomheder over hele verden. Dermed bidrager jeg som medlem af JØP til at opretholde verden i afhængighed af kul, olie og gas og til at fastholde en klode på klimakollisionskurs.
Men jeg ønsker, at min opsparing skal fremme en grøn omstilling, baseret på CO2-neutrale teknologier, som kan sikre en tryg fremtid på en beboelig klode. Det internationale klimanetværk 350. org har startet divestment bevægelsen “Fossil Free”, som skal få investorer – herunder pensionskasser – til at flytte opsparinger i kul-, olie- og gasvirksomheder til grønne teknologier.
Hovedargumentet bag divestment er enkel.
Hvis vi synes, det er moralsk forkert at ødelægge planeten, som vi kender den, så er det også forkert at tjene penge på ødelæggelsen.
Derfor skal vi trække investeringerne ud. Divestment er ikke en løsning, der bør bruges ofte. Normalt bør man som aktionær øve indflydelse på virksomhedens dispositioner gennem aktivt ejerskab.
For de fossile virksomheder er det anderledes.
Her er det selve den grundlæggende forretningsstrategi – fortsat og øget udvinding af kul, olie og gas – der er problemet.
Hvis man ikke kan få disse virksomheder til at omlægge totalt til grøn energi, er det eneste valg at diveste.
Formålet er ikke at få de fossile virksomheder til at gå konkurs. Hvis man ser tilbage i historien, er det den opmærksomhed og det pres, der følger med en divestment-kampagne, der har medført forandringer, og tvunget virksomheder og regeringer til at ændre handlemåde. Det bedste eksempel på en succesfuld divestmentkampagne er kampagnen gennemført mod sydafrikanske virksomheder i 1980′ erne, hvor divestment spillede en vigtig rolle i kampen mod apartheid. Desmond Tutu mindede os for nylig om, hvor afgørende divestment havde været for Sydafrika, og bad os om at gentage kampagnen -men denne gang rettet mod de fossile virksomheder over hele verden. Med de store skader klimaforandringer allerede har påført Afrika, er det ikke svært at forstå hans opfordring.
Udover den moralske begrundelse, er der den økonomiske. Der er en økonomisk risiko for store værditab, hvis vi som pensionskasse ikke i tide får frasolgt aktiver i fossil-sektoren. Verdens politiske beslutningstagere har som bekendt defineret en 2 graders temperaturstigning som det maksimalt acceptable, og tænketanken Carbon Tracker, Det Internationale Energi Agentur (IEA) og FNs klimapanel har på den baggrund regnet sig frem til, at verden maksimalt kan afbrænde max. en tredjedel af de allerede kendte fossile ressourcer, hvis 2-graders målet skal nås. Det betyder, at mindst to tredjedele af de fossile reserver ikke kan brændes af, og værdien af disse “ikke-brændbare fossile ressourcer” mister derfor deres værdi.
Men når det går op for verdens politikere, at den nuværende kurs udgør et problem, så vil der blive grebet ind, bl. a. med øgede CO2-skatter, hvilket vil sænke indtjeningen for kul-, gas-og olieindustrien dramatisk.
Det norske pensionsselskab Storebrand og den hollandske bank Rabobank har på denne baggrund allerede taget skridt til at afvikle investeringer i kul og tjæresand.
Dette er baggrunden for, at jeg, sammen med en række andre medlemmer af JØP, på generalforsamlingen den 28. april 2014 stiller forslag om at afhænde ejerskab af aktier i kul-, olie-og gasselskaber.
Det samme vil ske på forårets generalforsamlinger i DIP (Danske civil-og akademiingeniørers Pensionskasse) og i MP Pension (Pensionskassen for Magistre og Psykologer).
Med dette forslag ønsker vi at signalere, at det haster rigtig meget med at få frasolgt de enorme investeringer i kul, olie og gas, som er med til at fastholde verden i stærk afhængighed af fossile brændsler.
Ønsker du at vide mere eller bidrage som stiller på initiativet, kan du læse mere på ansvarligfremtid. dk.